ADT - betegnelsen "Anbefalet Daglig Tilførelse" - er vildledende!
”Anbefalet Daglig Tilførsel” har i mange år været et reference-begreb, som man justerede sin indtagelse af vitaminer og mineraler efter ”for at være sikker på at få nok”. Imidlertid har videnskaben for længst indhentet dette begreb, som i dag synes håbløst forældet og i dag er det snarere en vildledning end en vejledning for forbrugeren.
Falsk sikkerhed
På apoteket eller i supermarkedet lader man øjnene rulle ned over vitaminglassets indholdsdeklaration, og noterer sig, at der står ”100% af ADT” ud for alle de vitaminer og mineraler, som findes i pillerne. Herfra slutter forbrugeren, at hun ved at tage pillen, får det kroppen har brug for. Hun slutter, at indholdet er optimalt, og at hun kan være tryg ved at få tilstrækkeligt. Tilstrækkeligt til hvad? De fleste vitaminpiller indeholder nemlig ikke mere, end at de netop holder os fri af vitaminmangelsygdomme som beri beri, skørbug, perniciøs anæmi (B-12 vitaminmangel) og engelsk syge. Altså det formål, som ADT blev opfundet til for 60 år siden.
En tidligere embedsmand i den amerikanske Fødevare- og Lægemiddelstyrelse FDA fortalte en gang, hvordan man fastlagde det amerikanske ”ADT”, som hedder ”RDA” (Recommended Daily Allowances). I 1943, hvor USA skulle til at sende stort antal soldater til Europa, ville myndighederne vide, hvordan de kunne undgå de katastrofale næringsmangler, soldaterne oplevede under 1. verdenskrig. De sendte derfor et blankt spørgeskema ud til de store fødemiddelproducenters forskningslaboratorier og bad dem estimere, hvor meget vitamin- og mineral-tilskud, der var nødvendigt, for at soldaterne kunne undgå mangelsygdomme. Da de herefter fik svar tilbage, tog FDA et gennemsnit af alle svarene, og dette gennemsnit dannede grundlag for RDA, der senere blev adopteret som ADT herhjemme.
Man kan næppe forestille sig, at en fødevareproducent ville sætte et højere estimat, end de selv ville kunne honorere med deres fødevarer, så disse tal skal opfattes som et absolut minimum. ADT er således en værdi, som blot kan sikre os imod mangelsygdomme.
ADT er forældet
Men videnskaben er kommet meget længere end det. Igennem de sidste 40 år, og specielt de seneste ti år, er det væltet frem med stadigt solidere dokumentation for andre effekter af vitaminer og mineraler end blot effekten ved at rette en mangeltilstand.
40 µg selen er ADT, men ikke 100% af det, som vil gavne forbrugeren. Han skal have 200µg. Hvis man ville acceptere det, så skulle der på et vitaminpilleglas med 40 µg selen i pillerne stå ”20% af ADT”. Så ville forbrugeren måske tænke en ekstra gang.
60 mg vitamin C er ADT, men bestemt ikke optimalt for forbrugeren. Også her burde der på glasset stå ”20% af ADT”.
5 mikrogram vitamin D er ADT, men slet ikke nok, og her burde stå ”10% af ADT”.
Hvis man ikke vil ændre på ADT, så burde man nedsætte en gruppe, som kunne definere en ”Optimal Daglig Anbefaling / Optimal Daily Allowance” eller ”ODA”, som så blev justeret én gang årligt, så den hele tiden var up to date med de videnskabelige data, som løber ind.
”Dyr urin”
I en artikel i Time Magazine i 1992 var der et interview med en senere navnkundig vitaminmodstander Victor Herbert, professor ved Mount Sinai Medical School. "Vi får al den næring, vi behøver, fra den mad vi spiser, ekstra tilskud giver bare en dyr urin". Dette letkøbte ordspil skulle i de næste 15 år blive et mantra for de mere fundamentalistiske vitaminmodstandere i den medicinske verden - også her i Danmark.
Imidlertid er det efterhånden umuligt at lukke øjnene for den tiltagende mængde videnskab, der næsten dagligt viser en eller anden sundhedsgevinst ved at supplere sin kost med ekstra tilskud.
Et interessant studie blev for et par år siden publiceret i Nutritional Journal af en række forskere fra Berkeley University i Californien. Studiet er det første af sin art, hvor man på en gruppe mennesker med et meget stort vitamin-forbrug har målt sundhedsparametre, som er almindeligt anerkendt som risikofaktorer. Samtlige parametre viste værdier, som enhver læge nødvendigvis må tolke som lavere risiko for sygdom i den gruppe, der havde det største vitaminforbrug.
I studiet var der tre hovedgrupper. Den første gruppe fik ingen tilskud til kosten, den anden fik en enkelt vitaminpille hver dag og den tredje var storkonsumenter af en lang række tilskud og indtog gennemsnitligt 17 tabletter om dagen i mindst 20 år!
Det hurtige budskab fra denne undersøgelse er, at den gruppe, som fik en lang række forskellige kosttilskud hver dag, var langt den sundeste gruppe, målt ved en række biomarkører for livsstilssygdomme som f.eks. Homocystein, CRP, HDL-kolesterol, Triglycerider, LDL-kolesterol, Ferritin, Blodsukker og Blodtryk, lige som storforbrugerne subjektivt vurderede deres generelle helbredstilstand klart bedre end de to andre grupper.
I undersøgelsen var der 278 storforbrugere af kosttilskud, 176 som fik en enkelt multivitamin dagligt, og 602, som ikke fik andet end ”en varieret kost”. Over 50% af storforbrugerne indtog bl.a. et multivitamin-mineral, vitaminerne. B, C, D, E og betacaroten samt EPA, lechitin, coenzym Q10, flavenoider og meget andet. Mange kvinder tog ekstra GLA og probiotika og mange mænd tog zink, hvidløg, savpalme og sojaprotein.
Som det sig hør og bør i en ordentlig undersøgelse, blev der også taget blodprøver, som målte, om de indtagne kosttilskud nu også blev optaget i kroppen, og der blev justeret for forskelle på alder, køn, socioøkonomisk status, uddannelse, BMI og lignende.
Tilskud fremmede sundheden markant
Til trods for at man har målt en rabiat gruppe storforbrugere, som har taget virkelig mange kosttilskud igennem 20 år, og sammenlignet med de, som blot tager en enkelt multivitamin eller intet andet end ”en varieret kost”, så var der ingen bivirkninger af dette meget store forbrug af kosttilskud. Og her skal vi endda huske på, at i USA er doseringen af vitaminer og mineraler mangefold større end i Danmark, hvorfor mange af disse vitamin-doser faktisk ikke var i kosttilskudsdoser, men i lægemiddeldoser. Alligevel var der ikke rapporteret bivirkninger.
Derimod var der en slående forskel i de parametre, som sædvanligvis anvendes af lægevidenskaben til at påvise en risiko. Der var et fald i CRP (en inflammations-parameter, som forbindes med risiko for bl.a. blodprop i hjertet), bedring i forholdet mellem total-kolesterol og HDL-kolesterol, fald i Homocystein, triglycerider, blodsukker, blodtryk og ferritin, som alle er risikofaktorer for blodprop i hjertet.
Da vitamin-C ofte skældes ud for at øge optagelsen af jern, er det interessant, at jerndepoterne, målt ved ferritin, var lavere i den gruppe, der tog mest vitamin-C.
For specielt danske læsere vil det også være interessant at bemærke, at i gruppen af storforbrugere var vitamin-E koncentrationen dobbelt så høj og beta-caroten-koncentrationen tre gange så høj som hos ikke-brugere. Her i Danmark er dette tidligere blevet betragtet som risikofaktorer, men det er der altså ikke belæg for mere, snarere tværtimod.
Det er ligeledes ganske pudsigt, at det var storforbrugerne af kosttilskud, som subjektivt bedømte deres helbred bedst, til trods for at denne gruppe var ældre end ikke-brugerne. Oftest er det jo vitamin-fornægterne, som ”ikke kunne drømme om at tage vitaminer”, som siger, at de har det aldeles fremragende. Men sådan er det reelle billede altså ikke, når man undersøger det seriøst på en større gruppe.
Ikke blot har dette studie dokumenteret nytteværdien på helbredet ved at tage et bredt spektrum af tilskud til kosten, men har også dokumenteret, at det er ganske sikkert at indtage et så stort tilskud igennem 20 år, – ja ligefrem overordentlig gavnligt. Den gruppe, som i gennemsnit havde taget 17 (sytten!) forskellige kosttilskud igennem 20 år, havde en betydeligt bedre sundhedstilstand og risikoprofil, end den gruppe der blot havde taget en enkelt multivitaminpille og endnu bedre end den gruppe, som slet ikke havde taget noget tilskud til kosten. Studiet siger ikke hermed, at det er nødvendigt at tage 17 forskellige kosttilskud, for at bevare et godt helbred, men det rammer en solid pæl igennem de fundamentalistiske dommedagsprofetier som forgæves har advaret befolkningen om faren ved langtidsindtagelse af store mængder kosttilskud, vitaminer og mineraler.
Og endnu en gang demonstreres det, at myndighederne direkte kunne gavne den danske befolknings sundhedstilstand ved at hæve ADT eller indføre en ”ODA”.
Harvard er enig
Et af verdens mest anerkendte universiteter, Harvard universitet i USA har en officiel hjemmeside om vitaminer, som indleder med en konstatering: "Hvis du spiser sundt, behøver du så at tage vitaminer? For ikke mange år siden ville de fleste eksperter have svaret eftertrykkeligt ”Nej”. I dag er der solid dokumentation for, at en daglig vitaminpille giver mening for de fleste voksne."
Men hvad nyt er der sket? spørger artiklen. Jo, man har opdaget, at vitaminer ikke bare hindrer mangelsygdomme som skørbug og beri-beri. Adskillige af dem kan sandsynligvis også forebygge hjertesygdom, kræft, knogleskørhed og andre kroniske sygdomme, vel at mærke hvis man får mere, end hvad der skal til for blot at undgå mangelsygdom!
Harvard-hjemmesiden koncentrerer sig om denne nye viden. Et afsnit handler om B-vitaminet folinsyre. Det ser ud til, at folinsyre ikke alene forebygger åreforkalkning og hjertesygdom, men også kræft i tyktarm og bryst. Tilsyneladende ophæver det også den stærkt forøgede brystkræftrisiko, som kvinder får af alkohol i selv moderate mængder. I USA er mange fødevarer berigede med folinsyre, men artiklen støtter, at man desuden må tage et tilskud, så man mindst kommer op på 400 mikrogram om dagen.
”Vitamin-tilskud bliver mere og mere vigtigt”, hedder det. B12-vitamin anbefales i en daglig dosis på 6 mikrogram - altså langt mere end normalt anbefalet. Det nævnes, at mange ældre har B12-mangel og som følge deraf svækket hukommelse. De kan være desorienterede og måske hallucinerede foruden at have føleforstyrrelser i fødderne. Somme tider tror man fejlagtigt, de har Alzheimer.
Om C-vitamin siges, at der er ved at danne sig et mønster mht. virkningen, og ”efterhånden som mere viden kommer til, synes et indtag på 300 mg om dagen at være et mål, det er værd at stræbe efter”, hedder det. Det er 5 gange så meget, som danskere får i kosten.
E-vitamin anbefales i en dosis på 400 enheder – eller mere - om dagen. Det er 20 gange så meget som i kosten eller i en multivitaminpille. Dette vil meget tænkeligt hindre hjertesygdom, siges det.
Om D-vitamin nævnes, at det optimale indtag er det femdobbelte af, hvad der er i en vitaminpille med ”100% ADT”. Formålet er at hindre faldtendens, knogleskørhed og antageligt kræft.
Vi så i Lancet et studie over E-vitamin, der viste en 75% reduktion i antallet af blodpropper i hjertet og en 50% reduktion i hjerte/kar dødelighed ved indtagelse af 4-800 IE. - ADT er 15 IE. En optimal daglig anbefaling (ODA) burde måske være 400 IE.
JAMA publicerede en kontrolleret undersøgelse, der viste en 50% reduktion af cancerdødsfald i forhold til placebo ved indtagelse af 200 μg Selén dagligt. - ADT er 40 μg. ODA burde være 200 μg Selén dagligt.
Gentagne studier igennem en 12-års periode viste, at man kunne reducere forekomsten af rygmarvsbrok hos nyfødte med 70-75%, hvis deres mødre havde fået folinsyretilskud på 400 µg dgl. før- og tidligt i graviditeten. ADT er 200 µg. ODA burde være 400 µg.
Vi mennesker har det tilfælles med aber og marsvin, at vi ikke selv kan producere C-vitamin. Alle øvrige dyr kan. En almindelig gris producerer ca. 10 gram i døgnet, og under sygdom og stress mangedobles denne egenproduktion. Den dobbelte nobelprismodtager Linus Pauling anbefalede, at vi indtager 5 gram pr. dag og i udsatte situationer, f.eks. overhængende infektion, 10-15 g/dag. Litteraturen har en lang række forskningsresultater, som samstemmende viser, at indtagelse af mindre end 65 mg C-vitamin dagligt medfører en betydeligt øget risiko for kræft. Hvorfor er ADT så 60 mg? Det er da også interessant, at FDA anbefaler 55 mg/kg kropsvægt pr. døgn - for aber. Det svarer til 3-5 gram C-vitamin dgl. for mennesker - og ikke 0,06 gram, som ADT angiver. ODA burde være mindst 300 mg.
ADT er vildledende
Jamen er det da svindel, når der på siden af vitaminglasset står: 100% af ADT ud for hvert enkelt stof. Næh. Direkte svindel er det ikke, men det er stærkt misvisende, fordi mange mennesker tror, at ADT repræsenterer en tilstrækkelig mængde til at få alle de sundhedsmæssige fordele, der er ved de forskellige vitaminer og mineraler.
De myndigheder og råd, som fastlægger ADT, har ikke villet ændre på vitaminpillernes primære opgave, nemlig at holde os fri af mangelsygdomme. De har ikke ønsket at medinddrage den nyere forskning på disse områder. Men denne meget konservative overforsigtighed kan koste sundhed og livskvalitet, når man ikke tager konsekvensen af de sidste tyve års forskning på dette område.
Man kunne endda forstå de danske myndigheder, hvis Danmark var en sundhedsmæssig succeshistorie. Men det er vi ikke. Vi har en af verdens højeste forekomster af kræftsygdomme, og ifølge OECD’s Health Data File om ”Forventede levealder i Europa”, ligger Danmark i bunden ud af de lande, vi plejer at sammenligne os med. En bundplacering, vi har holdt i flere år.
Hvis man derfor ønsker at fastholde ADT som et minimumstilskud, som blot sikrer os mod de almindelige vitaminmangelsygdomme, så bør man i det mindste indføre et begreb som ODA for at gøre forbrugeren opmærksom på, at der er andre sandheder, end den der prædikes fra bjerget.
Derved får forbrugeren det minimum af information, som gør ham i stand til at træffe et kvalificeret valg.
Indlæg fra hjemmesiden www.avogel.dk, skrevet af Claus Hancke www.vitalraadet.dk